Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Den Digitale Landsby, Egense

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Den digitale landsby - Egense

 

 

Bred opbakning bag netcafeen

 

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg

I Egense i det nordøstligste Himmerland gik en flok driftige borgere og drømte om en lokal netcafé, som både friskolen og landsbyens øvrige borgere kunne have glæde af. Et tilskud fra Det Digitale Nordjylland – og en masse frivillig arbejdskraft – gjorde det muligt at realisere projektet. Som sidegevinst af projektet har den lille friskole nu fået netværk, byen har fået sin egen by-portal på nettet – og byens børn og unge har fået et sted at mødes.

 

Baggrund

I vinteren 1999-2000 gik en gruppe borgere i Egense og snakkede om, hvordan man kunne gøre Egense til en fremtidsorienteret by. De satte sig og skrev deres visioner ned – og de inviterede til borgermøder, så byens øvrige borgere, virksomheder og fonde i området med flere. Lige efter nytår 2001 kunne man holde stiftende generalforsamling i en ny it-forening, der fik navnet ”Net-café Egense”. Det skete nogenlunde samtidig med, at Det Digitale Nordjylland behandlede projektansøgningen vedrørende projekt ”Den digitale landsby - Egense”.

Tanken var at etablere et multimedieværksted på Egense Friskole – et veludstyret it-lokale, der ikke kun skulle komme friskolens omkring 60 elever til gode. Også byens øvrige borgere skulle kunne benytte faciliteterne. Man ville tilbyde undervisning – og især ville man gerne have fat i den gruppe borgere, der ellers næppe ville få mulighed for at bruge informationsteknologien.

På længere sigt var der planer om at lave en hjemmeside for byen, en by-portal, hvor man kunne hente relevant information om skoler, institutioner, foreninger med videre.

I sidste ende håbede projektgruppen, at it-projektet i Egense ville mindske den teknologiske forskel på by og land.

 

Processen

Projektet startede officielt med den stiftende generalforsamling i januar 2001, selv om projektet først fik tilskud fra Det Digitale Nordjylland fra marts samme år. Men da havde it-foreningens bestyrelse sammen med andre frivillige været i gang i flere måneder. Der blev knoklet med at anskaffe udstyr, for man havde besluttet, at den officielle indvielse af Egense NetCafé skulle finde sted den 28. april 2001. Netcafeen ville få til huse i lejede lokaler på Egense Friskole.

At trække på mange frivillige kræfter kræver megen kommunikation, og i perioder var strømmen af e-mails mellem de aktive næsten for overvældende. Men man blev bedre til at organisere informationsarbejdet og at ringe sammen eller mødes med jævne mellemrum.

Det meget hårde arbejde, stædigheden og de søvnløse nætter gav pote, og den 28. april kunne en stolt projektledelse vise de omkring 150 besøgende rundt i Egense NetCafé. Under receptionen donerede flere lokale kræfter pengegaver til netcafeen, blandt andet friskolen og borgerforeningen. Og det var tiltrængt: I første omgang havde foreningen nemlig kun anskaffet fire pc’er

Til receptionen havde projektledelsen derfor lejet ”Det rullende rum” fra AOF Brønderslev, hvor der var adgang til 13 pc’er. Her kunne receptionsgæsterne blandt andet prøve at gå ind på den helt nye byportal, www.egenseby.dk.

Efter en veloverstået reception kunne Egense NetCafé gå sommeren i møde med hele 125 medlemmer i alderen fire til 82 år – og de første 12 deltagere havde vist interesse for et pc-kørekort kursus. Og i bestyrelsen kunne man sætte sig til at planlægge indkøbet af yderligere hardware og software.

Efteråret gik med at få dagligdagen på plads i netcafeen. De første seks kursister gik i gang med at tage pc-kørekort, og områdets børn og unge var flittige brugere af netcafeen.

For også at lade de voksne få lejlighed til at komme til pc’erne arrangerede bestyrelsen derfor en særlig ”voksen-aften”, hvor børnene var forment adgang til maskinerne. Men generelt var det svært at få områdets voksne til at benytte faciliteterne – og den manglende interesse afspejledes også i foreningens generalforsamling i januar 2002. Her var fremmødet – også fra forældrene til de børn, der benyttede netcafeen – så ringe, at bestyrelsen var bekymret over den manglende opbakning.

Man håbede dog, at når de første fik pc-kørekort, så ville der være flere, der også ville ønske at tage det. Netcafeen tilbød også forældre til friskolens elever, at de kunne komme ind på netcafeen til et særligt arrangement og få beregnet deres restskat. Og i forsommeren 2002 gik man i gang med en målrettet kampagne for at gøre flere sommerhusturister i området opmærksom på netcafeens eksistens.

Områdets seniorer ville gerne have et særligt arrangement kun for dem, og det blev gennemført.

Egense NetCafé bestod nu af 10 pc’er, hvoraf de ni var til fri afbenyttelse. Endnu et pc-kørekort kursus blev etableret. Og et arrangement omkring lokalhistorie viste sig at blive så stort et tilløbsstykke, at man besluttede at gentage succesen ved en senere lejlighed.

Da projektet sluttede i juni 2003, var både medlemstallet og aktivitetsniveauet stabilt i den lille netcafé, hvor man nu også kunne leje digitalt kamera og digitalt videokamera.

 

Resultatet

Det lykkedes til fulde for projektgruppen bag ”Den digitale landsby – Egense” at få etableret en netcafé. Især byens børn og unge tog netcafeen til sig, hvor den også hurtigt kom til at fungere som den ungdomsklub, området ellers mangler. Ud over at benytte netcafeen de to til tre eftermiddage om ugen, hvor den er åben, har de unge selv arrangeret et netparty, der varede en hel weekend.

Blandt de erfaringer, projektledelsen gjorde sig, var, at den passive opbakning til netcafeen blandt byens voksne borgere er større end den faktiske brug af lokalerne. Men laves der særlige temaarrangementer – som den føromtalte aften om det gamle Egense – så er interessen og fremmødet stor. Det betyder også, at der - til byens voksne - er etableret et tilbud om at komme og få overspillet sine gamle vinylplader til cd.

Det lykkedes også at få byens hjemmeside op at køre. Den fungerer primært som en linkssamling – en oversigt over relevante hjemmesider for borgere, turister og andre med interesse for Egense.

 

Fremtiden

Egense NetCafé lever stadig i bedste velgående og passes – når der ikke foregår undervisning – af frivillige, de såkaldte netguider.

I foråret 2004 har man haft mulighed for at kunne hjælpe hinanden med at lave sin egen hjemmeside, og i efteråret 2004 bliver der sat fokus på slægtsforskning.

 

Projektfakta
Titel: Den digitale landsby - Egense
Tema: Kompetence og Uddannelse
Kontaktperson: Skoleleder Lars Andersen, AndersenLars@mail.tele.dk, Telefon 98 31 18 07
Modtaget tilskud fra DDN: 102.900 kr.
Organisation: Egense Friskole
Øvrige projektpartnere: TDC, Fujitsu Siemens, Microsoft, Bynet Nordjylland, Sejlflod Kommune, Politiet i Aalborg, SSP / Musikskolen, Sejlflod Kommune
Projektperiode: marts 2001 – juni 2003
Hjemmeside:www.egenseby.dk

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Gå til toppenGå til toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter