Projektkonklusion
- Det Nære Netværkssamfund
Intranet hjælper hjerneskadede i gang med it
Af Malene Grouleff for Texthuset Aalborg
Unge hjerneskadede får succesoplevelser, når de lærer at bruge en computer til ting, de plejer at skulle have hjælp af personale til. Det var tesen i et projekt under Det Digitale Nordjylland for unge på en træningsinstitution i Hobro, og den viser sig at holde stik. Et specialudviklet intranet gør de unge handicappede mere selvhjulpne og selvsikre. Teknologien hjælper dem med at huske og giver dem et bedre overblik i deres hverdag. Deltagerne i projektet har så at sige fået et kørekort til at færdes i netværks- og informationssamfundet.
Baggrund
For mennesker med en hjerneskade kan det være en stor udfordring at komme i gang med at bruge de mange muligheder, it giver. Omvendt kan it være en stor hjælp for dem i dagligdagen. Når handicappede behersker it, bliver de bedre klædt på som borgere i et samfund, hvor it ikke er til at komme udenom. Det var baggrunden for, at træningsinstitutionen Østerskoven i Hobro besluttede at etablere et internt netværk og intranet – et såkaldt beboernetværk, der fik titlen ”Det Nære Netværkssamfund” (DNN).
Østerskoven huser 22 hjerneskadede i alderen 16-40 år, som får træning og støtte i hverdagen af personalet, der tæller mellem 70 og 80 ansatte.
En hjerneskade kan give vidt forskellige fysiske og psykiske handicap. Derfor har det været meget afgørende, at systemet kunne tilpasses nøje til den enkelte brugers behov, ønsker og begrænsninger. For eksempel at en person med læseproblemer kan få computeren til at læse op, hvad der står på skærmen. Eller at en med spastisk lammelse kan navigere i systemet med andet end en mus. Eller at en med tendens til at miste overblikket kan nøjes med at se få funktioner i en overskuelig version af systemet.
Før projektet brugte beboerne og medarbejderne på Østerskoven ofte meget tid på at kommunikere, og nogle gange skete der misforståelser og forglemmelser. Ikke mindst fordi hukommelsesproblemer er en typisk følge af en hjerneskade. Derfor ville institutionen gerne samle og opdatere alle informationer ét sted. Computeren skulle afløse opslagstavlen, papirkalenderen, vagtskemaet, gule huskelapper og mundtlige beskeder. Den digitale kommunikation skulle gøre det lettere at tilføje ændringer og sikre, at beboerne og personalet opdager og husker dem. Der skulle også laves en ”kaosnavigator”, som kunne vise planlagte ændringer i de enkelte elevers skema.
Der blev planlagt tre faser i projektet. Fase 1 havde fokus på information om de nære dagligdags forhold som ugeskemaer, vagtplaner, madplaner, fødselsdagskalender og fælles digitalt fotoalbum fra begivenheder på Østerskoven. Fase 2 handlede om kommunikation og kontakt med verden uden for institutionen ved hjælp af email. Fase 3 fokuserede på brug af nettjenester, for eksempel netbank og onlinebestilling af handicapkørsel.
Processen
På et fælles opstartsmøde fik alle på institutionen at vide, hvad DNN-projektet gik ud på og mulighed for at melde sig som deltager i projektgruppen. Syv personer, der sammen repræsenterede alle institutionens afdelinger, meldte sig. De viste sig at blive gode ambassadører for projektet blandt resten af kollegerne og blandt beboerne.
Processen startede med, at projektgruppens medlemmer hver især tog udgangspunkt i en konkret beboer på institutionen og satte ord på, hvad der skulle til for, at han eller hun kunne få gavn af DNN. Derefter udviklede og tilpassede it-leverandøren systemet.
Østerskoven købte fem nye computere for projektmidlerne for at sikre sig, at alle beboerne fik adgang til intranettet fra deres lejlighed og i fællesrummene.
Tre unge beboere agerede testbrugere i starten sammen med personalet. Beboernes reaktioner på systemet førte til fejlretning og videreudvikling hos leverandøren. Men samtidig skabte fejlene frustrationer hos testbrugerne. Derfor erkender projektledelsen set i bakspejlet, at der burde have været klarere aftaler mellem Østerskoven og systemleverandøren om test, fejlretning og ansvarsfordeling.
Hos personalet var it-kendskabet på mange forskellige niveauer. Derfor fik hver medarbejder i alt fem timers undervisning i grundlæggende it og i Østerskovens administrationssystem til løn og arbejdstid fra Silkeborg Data.
Det administrative system blev nemlig koblet sammen med beboernetværket, sådan at en hver ændring i skemaer, vagtplaner eller madplanen automatisk blev opdateret begge steder.
I indkøringsfasen var der en periode med dobbeltregistrering – både på papir og i computeren. Men halvvejs i projektet udryddede Østerskoven alle papirerne. Det betød, at personalet var nødt til at bruge administrationssystemet og intranettet, og det var medvirkende til en generel kickstart af it-brug på institutionen, erfarede projektledelsen.
En af de beboere, der var testperson, er meget tilfreds med den uafhængighed, det giver hende, at hun kan tjekke sit ugeskema med aktiviteter og aftaler på intranet. ”Nu kan jeg selv finde ud af det, og det er rart. Computeren bliver ikke irriteret over, at jeg spørger mange gange”, siger hun.
Trods stor interesse fra beboere og medarbejdere blev projektet forsinket. Projektledelsen fik lov af Det Digitale Nordjylland til at justere på planerne. Anden og tredje fase blev droppet, fordi første fase viste sig at tage dobbelt så lang tid som forventet. Til gengæld blev første fase udbygget med ekstra elementer såsom webmail.
Resultatet
Der blev udviklet et velfungerende beboerintranet. Det er blevet et system, der bruges i hverdagen af alle elever og medarbejdere på Østerskoven. Det er også lykkedes at integrere det med stedets administrative system, så man undgår dobbeltarbejde med indtastning.
Alle beboere og medarbejdere skal gå ind på beboerintranettet hver dag, hvis de ikke skal gå glip af nødvendige oplysninger. Godt halvdelen af eleverne kan bruge det helt på egen hånd, og resten kan bruge det, når de får støtte fra personalet. Tre beboere, der er flyttet videre til andre bosteder, har valgt at få en version af systemet med sig, så de fortsat kan bruge det på deres pc. Det har givet gode resultater at analysere hver elevs behov, sætte klare mål for, hvad de kan og ønsker at bruge intranettet til og tilpasse skærmbilledet derefter.
Personalet har konstateret, at intranettet har skabt øget livskvalitet for flere af beboerne. Én er blevet mere afslappet og nærværende, én anden har øget sin koncentration og andre har fået mere energi. Eleverne er stolte og føler selvtillid ved at kunne beherske computeren.
En sidegevinst er, at det pædagogiske personale nu bruger it mere i det daglige arbejde, og det skaber lettelser for det administrative personale. Medarbejderne kan nu selv for eksempel tjekke deres saldo for afspadsering og ferie.
Projektdeltagerne har også banet vej for, at andre handicapinstitutioner kan tage systemet i brug uden at skulle starte helt forfra. Der er nemlig blevet lavet en manual, der beskriver både de tekniske muligheder og de pædagogiske metoder.
Østerskovens personale og beboere har også delt ud af deres erfaringer på et seminar, en messe og tre konferencer.
Fremtiden
Beboerintranettet Det Nære Netværkssamfund vil fortsat bruges på Østerskoven. Håbet er, at der efterhånden også bliver tid og ressourcer til at realisere fase 2 og 3. Firmaet Axial Media i Århus har overtaget rettighederne til systemet fra det nu nedlagte NetJob under Hjælpemiddelinstituttet. Axial, der har specialerfaring inden for systemer til hjerneskadede, investerer seks måneder i videreudvikling og klargøring af systemet, så det kan bruges af andre handicap-bosteder og til enkeltpersoner En større institution i Århus med hjerneskadede beboere planlægger at implementere systemet i januar 2005. På det tidspunkt vil Axial også gå i gang med at markedsføre idéen, metoden og systemet over for andre institutioner. Det vil ske i samarbejde med den pædagogiske ekspertise på Østerskoven i Hobro.
Projektfakta Titel: Det Nære Netværkssamfund Tema: Kompetence og Uddannelse Kontaktperson: Ansvarlig for kommunikationsafdelingen, Emmy Kjelmann, egkj@oesterskoven.nja.dk, telefon 98 52 15 77 Modtaget tilskud fra DDN: 227.800kr. Organisation: Behandlingscentret Østerskoven Øvrige projektpartnere: NetJob/Hjælpemiddelinstituttet Projektperiode: januar 2002 – december 2003 Hjemmeside: www.oesterskoven.dk/sider/main/Projekter/DNNindgang.htm
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |