Projektkonklusion
- IT-Landsbypakken
Lang vej til velfungerende it-landsby
Af Naia Bang / Texthuset Aalborg
En gruppe driftige borgere i Bælum i øst-Himmerland, ville – sammen med forskellige virksomheder og institutioner – samle en færdig pakkeløsning, IT-Landsbypakken. Den skulle andre landsbyer, der gerne ville med på det it-mæssige landkoret, kunne bruge kvit og frit.
Bælum blev it-landsby og fik sit eget samlingssted med it-undervisning og en landsbyportal. Men af forskellige årsager kuldsejlede dele af projektet. Så en del af ”pakken” indeholder også eksempler til andre landsbyer på, hvordan man ikke skal gribe et sådan projekt an.
Baggrunden
Ved årtusindskiftet var tendensen, at it-udviklingen samlede sig omkring de store byer i Danmark. På daværende tidspunkt var der ingen udsigt til, at landdistrikterne ville få del i it-udviklingen og eksempelvis få de bredbåndsfaciliteter, ADSL, der allerede da var på vej i de store byer.
Målet med projekt ”IT-Landsbypakken” var at få de tyndt befolkede områder med på it-landkortet, skaffe billig bredbåndsnet – og på den måde give borgere og virksomheder i området adgang til at udforske de nye muligheder.
Projektet, der skulle finde sted i landsbyen Bælum i øst-Himmerland, indeholdt følgende tre delprojekter:
Der skulle etableres en it-station, en netcafé med pc-er, hvor lokalbefolkningen kunne mødes og benytte bredbåndsforbindelsen samt evt. få it-undervisning
I Bælum skulle der findes 10 til 20 testfamilier, der skulle have ADSL samt have mulighed for at tilvælge f.eks. web-camera, IP-telefoni og andre it-baserede faciliteter
Byen skulle have sin egen byserver med en landsbyportal, hvor borgerne kunne hente information om skoler, foreninger m.v. Alle lokale skulle tilbydes en mailadresse på serveren
Udviklingen af – og erfaringerne med – de tre delprojekter skulle samles i en ”pakke”, som andre landsbyer frit skulle kunne benytte. IT-Landsbypakken skulle lægges ud på nettet.
Processen
Allerede den 8. januar 2001 – før projektet officielt var startet – blev der holdt et møde i Bælum for de familier, der skulle teste de forskellige bredbåndsforsøg.
Måneden efter startede projektet, og der blev ansat en projektleder på deltid samt to teknikere – til sammen en fuldtidsstilling. Herefter blev der holdt orienteringsmøde, hvor omkring 50 interesserede borgere meldte sig ind i den nye forening, IT-Stationen, der kort tid efter kunne holde generalforsamling.
Herefter fulgte en tid med uforudsete forsinkelser, der trak veksler på Bælum-borgernes tålmodighed. Det lokale i den gamle stationsbygning, som kommunen havde stillet til rådighed til it-mødelokale, blev på det daværende tidspunkt benyttet til andet formål, og der gik nogle måneder, inden lokalet stod klar til, at IT-Stationen kunne rykke ind. Også ADSL-forbindelsen drillede. TDC, der deltog i projektet, kunne ikke levere ADSL så hurtigt, som den øvrige projektledelse havde forventet, og det aftalte leveringstidspunkt blev flere gange udskudt. Det giv især frustrationer for testfamilierne. Og da testfamilierne i sensommeren 2001 fik ADSL, var der flere familier, der havde problemer med at få deres internetopkoblinger til at fungere på grund af problemer med den udleverede router.
Mens man ventede på at kunne rykke ind i IT-Stationen, undersøgte projektgruppen hvordan andre landsbyer havde opbygget hjemmesider, og man begyndte at arbejde på at etablere en central byserver. Portalen, www.baelum.dk kom op at stå i efteråret 2001.
Allerede hen over sommeren måtte bestyrelsen konstatere, at det kostede overraskende mange ressourcer i form af frivillig arbejdskraft og forbrugte timer at få it-landsbyprojektet på skinner. Bestyrelsen etablerede nu fire arbejdsgrupper: Teknikgruppe, IT-Stationen, Portalgruppe og en gruppe for de Digitale Familier. De skulle aflaste bestyrelsen – men det lykkedes kun delvist: Der var nemlig i høj grad personsammenfald mellem bestyrelsen og arbejdsgrupperne.
Projektgruppen fik de lovede lokaler overdraget i september, og nu forestod en større renovering og klargøring inden man, i januar 2002, kunne man slå dørene op til IT-Stationen. Selv om aktivitetsniveauet har svinget, har det kørt siden og fungerer stadig med næsten daglige åbningstider og diverse it-undervisning.
Også portalen blev etableret, selv om den ikke blev helt så (inter-)aktiv som først håbet. Der var blevet brugt en del tid på at prøve at finde frem til et open source CMS-system (Content Management System), men til slut udviklede man delvist sit eget på Linux-platformen i samarbejde med et finsk firma, Nemein. Dette system er gratis at downloade.
Resultatet
Trods forsinkelsen lykkedes det at få etableret IT-Stationen, hvor der siden har været gennemført undervisning og været åbent næsten dagligt, ikke mindst takket være frivillige ”stationspassere”.
IT-Stationens hjemmeside – og åbningstider - kan man se på landsbyportalen, www.baelum.dk, som således også kom op at stå. Det er også her, man finder selve IT-Landsbypakken, hvor andre landsbyer med ønske om egen portal og netcafé kan læse om – og lære af - Bælums erfaringer. Denne pakke er lavet som et Open Source projekt – det vil sige, at den er tilgængelig på internettet, hvis der er andre byer i verden, der kunne tænke sig at lave et lignende system.
Delprojektet med testfamilierne lykkedes desværre kun i begrænset omfang. Den lange ventetid inden de kunne få ADSL kombineret med, at testfamilierne skulle fungere som en slags selvstyrende gruppe gjorde, at den del af projektet løb ud i sandet.
IT-Stationens bestyrelse har undervejs måttet arbejde langt mere, end nogen havde haft fantasi til at forestille sig. Det skyldes ikke mindst, at foreningen var uheldig mht. projektleder: Den første blev syg, og den næste fyret på grund af manglende resultater. Samtidig har der undervejs i projektet været frafald af vigtige, frivillige nøglepersoner, og det har været med til at sinke processen.
Desuden sprang projektpartneren VUC Østhimmerland fra undervejs, og en anden projektpartner, TDC, var ikke så aktivt medvirkende, som bestyrelsen bag IT-Stationen havde forventet.
At det alligevel er lykkedes at nå et brugbart resultat, kan man forvisse sig om på www.baelum.dk.
Fremtiden
Netcafeen IT-Stationen lever i dag og har åben alle hverdage. Der foregår både almindelig undervisning og fjernundervisning, og der er særlige mødedage for eksempelvis pensionister. På det sidste har IT-stationen oplevet en væsentlig medlemsfremgang, efterhånden som den er blevet kendt blandt byens borgere, både unge og gamle. Derved betyder den meget i forhold til at fastholde og videreudvikle projektets resultater.
En aktiv bestyrelse - og nogle teknikkyndige frivillige - er medvirkende til, at også portalen www.baelum.dk fortsat er aktiv. I IT-Stationens betsyrelse holder man nu øje med udviklingen omkring udbredelse af optiske fibre direkte til hjemmene, og man undersøger, om det er muligt at tiltrække nogle forsøgsprojekter. Desuden vil man forsøge at etablere en bedre kontakt til de andre landsbyprojekter i DDN.
Projektfakta Titel: IT-Landsbypakken Tema: Kompetence og Uddannelse Kontaktperson: Projektleder Ian Semey, ian.semey@baelum.dk, telefon 98 33 77 44 Modtaget tilskud fra DDN: 710.000 kr. Organisation: Bestyrelsen for IT-Stationen i Bælum Øvrige projektpartnere: TDC (Tidl.: Tele Danmark), VUC Østhimmerland, Skørping Kommune Projektperiode: februar 2001 – december 2003 Hjemmeside: www.it-landsbypakken.dk
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |