Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Mobile-Content

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion - Mobile-Content

 

 

Fødselshjælp til mobilt indhold

 

Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk

”Content is king”, på dansk: ”Indhold er det vigtigste”. Det var et af de store mantraer i de hidsige dotcom-dage. Det kunne ikke bare nytte noget at udvikle smarte og nyttige computere eller banebrydende nye programmer, hvis kunderne eller rettere forbrugerne ikke havde noget at bruge dem til. Og det er stadig en gyldig og central læresætning for udvikling og kommercialisering af ny teknologi.

Derfor blev det understreget igen og igen, at sjovt, nyttigt, effektivt, underholdende, oplysende eller på anden måde interessant indhold på hjemmesider, mobiltelefoner, lommecomputere eller anden it-elektronik var det styrende i udviklingen og udbredelsen af ny teknik.

Nordjylland har en årelang og solid tradition som center – eller cluster som det hedder i fagterminologien – for udvikling af mobiltelefoner. Altså hardware og software til mobiltelefoner.

 

Formålet

Det var derfor tanken bag fyrtårnsprojektet Mobile-Content at skabe et nordjysk netværk, der kunne stimulere udviklingen af indhold til mobile terminaler som telefoner, lommecomputere eller hvilken enhed, vi nu kommer til at bære rundt i lommer og tasker i fremtiden.

At skabe værdi til teknikken.

Og i særdeleshed bringe de mange nordjyske mobilvirksomheder sammen med nye spillere på banen – spillere som har erfaring og ekspertise i at levere indhold. At sprede information og viden om mobile muligheder til alle aktører i den mobile værdikæde – og binde virksomhederne i kæden sammen og dermed gøre Nordjylland og Danmark til centrum for udvikling af mobilt indhold i samarbejde mellem blandt andre teleoperatører, indholdsleverandører, håndsætsfabrikanter (af fysiske mobiltelefoner), udviklere af supplerende software og uddannelsesvirksomheder. Tanken trænger sig endnu mere på i forhold til udbredelsen af tredje generations mobilnettet kaldet UMTS, hvor telekommunikation og internet for alvor vil smelte sammen.

Mobilt indhold skal forstås meget bredt som de informationer, man kan gå til via internettet. For eksempel virksomheders interne net (intranet), e-mail, kalendersystem, komplette virksomhedssystemer (ERP), e-handel og så selvfølgelig tale, tekstbeskeder, billeder og lyd.

Netværket skulle sikre, at nye løsninger med mobilt indhold hurtigt kunne realiseres og gøres klar til markedsføring og salg ved blandt andet at tilbyde udstyr til test, teknisk ekspertise og knowhow, finansiering, uddannelse og deling af viden til rådighed for udviklere og nyskabende personer og virksomheder.

 

Processen

Projektet blev påvirket af nedgangen i it- og televerdenen frem mod år 2002, hvor ingen ønskede at sætte nye initiativer i gang inden for mobilområdet. Selv om der undervejs blev arbejdet intensivt med 12 konkrete iværksætterideer, var det svært at finde finansiering. Ingen ville investere i mobile ideer, hvis de ikke havde bevist, at de var levedygtige eller kunne patenteres, og den del af projektet blev opgivet.

Til gengæld var der overvældende aktivitet i det andet forretningsområde: At rådgive eksisterende virksomheder i, hvordan de kunne supplere deres eksisterende forretning med mobile teknologier. Mere end 50 virksomheder har været i dialog med projektfolkene og blandt andre DGI er blevet koblet med en virksomhed, Paylink Systems, der har udviklet løsning til DGI’s landsstævne på Bornholm. Med den kunne DGI holde presse og idrætsfolk informeret via SMS.

Et regionalt turistsamarbejde mellem Viborg og Nordjyllands amter har sammen med softwarevirksomheden 2BM udviklet et system, hvor turister kan få information pr. SMS på engelsk, tysk eller dansk direkte på mobilen – for eksempel om vejret, seværdigheder og åbningstider.

Det seminar, som projektet arrangerede, havde overvældende tilslutning med mere end 80 deltagere, ligesom der var stor interesse på de konferencer, som projektet deltog i. Blandt andet Mobile Internet Party i Århus i 2001, hvor projektet var medsponsor.

 

Resultatet

Det er lykkedes at bygge bro mellem indholdsleverandører, udviklere, iværksættere, teleoperatører og kunder – kort sagt: De forskellige aktører i den mobile værdikæde. Men det er vanskeligt at etablere formelt samarbejde mellem aktører, der er så forskellige i størrelse og organisering.

Projektet har spredt megen viden og information om de nyeste mobile teknologier og muligheder og mange nye mobile ideer er blevet analyseret og vurderet. Mange virksomheder er kommet i tale og har lært mere om mobile muligheder, og det har vist sig, at der i høj grad er behov for stifindere, der kan guide rundt i den mobile jungle.

Det er lykkedes at få vækstlaget i tale, selv om ambitionen om at hjælpe en mobil iværksætter hvert kvartal ikke er nået.

Anvendelsen af testcentret har været for ringe, og blev opgivet undervejs, fordi der på grund af branchens nedtur i projektperioden ikke er lanceret ret mange nye mobile indholdstjenester. I øvrigt er teleoperatørerne begyndt at kræve, at software og tjenester testes i hver deres netværk.

 

Fremtiden

Projektet videreføres ikke som planlagt i en kommerciel udgave. Behovet er der, men aktørerne er ikke villige til at betale for ydelserne. Samtidig er det mobile marked stadig forholdsvis uprøvet og umodent, så selv om der undervejs er forsøgt flere forskellige strategier, vurderer projektet, at ingen af dem kan bære en selvstændig forretning.

De indhøstede erfaringer og viden er overført til ITA Group A/S (tidligere IT-akademiet), der vil integrere det i virksomhedens daglige arbejde.

 

Projektfakta
Titel
: Mobile-Content
Tema: IT-erhverv
Kontaktperson: Henrik Bruun, hb@ita.dk, telefon 72 14 66 77
Modtaget tilskud fra DDN: 2.100.000 kr.
Organisation: ITA Group A/S (tidligere IT-akademiet)
Øvrige projektpartnere: Sonofon, Ericsson, Novi
Projektperiode: februar 2001 – december 2003
Hjemmeside: www.mobilecontent.dk

 

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner

 

 


Gå til toppenGå til toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter