Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Mobile Gatekeeper

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion - Mobile Gatekeeper

 

 

Mobilen som vejviser, turistbrochure og postkort

 

Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk

Mange turister eller rejsende scanner stativet med brochurer i hotellets eller campingpladsens reception – eller smutter måske ligefrem en tur forbi turistinformationen for at få at vide, om der sker noget spændende på den egn og på det tidspunkt, hvor de opholder sig der. Men ofte er den slags information med navne, adresser, kalendere og oversigter ganske svær at orientere sig i – og kan endda være forældet.

Det kunne være meget billigere, hurtigere og præcist at oplyse sine interesser og rejsetidspunkt via en hjemmeside hjemmefra i forvejen eller undervejs med et par tastetryk mobiltelefonen, og så få målrettet information om Happy Hour i den nærmeste bar, en særudstilling af en verdenskendt kunstner i det lokale galleri eller aftenens rockkoncert på stranden. I Japan og Korea er de langt fremme med at bruge mobiltelefonen som det daglige værktøj til at søge og modtage information. Det burde også være muligt at få det til at fungere i et stort turistområde som Nordjylland, der hvert år har tusinder af besøgende – både turister og erhvervsfolk på rejse.

 

Formålet

Tanken var derfor at skabe en teknologi, hvor folk med deres mobiltelefon eller måske på en hjemmeside på internettet kunne beskrive, hvem de er, og hvilken information de har behov for og på den måde invitere de relevante annoncører til at forsyne dem med målrettet information. En push-and-pull teknologi, der kan distribuere kulturindhold begge veje.

Først var tanken, at systemet automatisk skulle registrere, når en mobiltelefon, der var tilmeldt tjenesten, ankom til Nordjylland. Måske ligefrem registrere, i hvilken by eller område mobiltelefonen og dens ejer befandt sig, så systemet automatisk kunne give direkte besked om lokale seværdigheder og begivenheder.

Den slags systemer findes, hvor man kan sende en SMS og tilmelde sig en tjeneste, så man på mobilen kan holde sig ajour med resultaterne i Tour de France eller ændringerne i programmet på en stor konference eller festival. Men oplysningerne begrænser sig til de 160 tegn, som der kan være i en SMS-besked. Selv om moderne telefoner kan kæde flere SMS’er sammen er det stadig ikke muligt at sende billeder, videostumper eller links til internetadresser med mere information med en SMS.

Men det kan man med nyere teknologier for eksempel MMS (Multimedia Messaging Services), og det var derfor tanken bag fyrtårnsprojekt Mobile Gatekeeper at bringe eksisterende internet- og mobilteknologier sammen og skabe nogle helt nye produkter. At skabe en mobil formidlingstjeneste, der er målrettet det, som folk har brug for.

 

Processen

Det viste sig meget hurtigt, at det ikke er tilladt at indhente data om, hvor en mobiltelefon befinder sig geografisk, så ideerne med at byde velkommen til Nordjylland eller campingpladsen med en besked på mobilen var ikke mulig at realisere.

Rent teknisk voldte det en del vanskeligheder at få de mange forskellige teknologier til at fungere sammen, ligesom der undervejs blev afprøvet og kasseret systemer fra to forskellige underleverandører til den centrale MMS-server. Tilsvarende viste det centrale system til håndtering af SMS’er at blive ustabilt og projektet programmerede derfor sin egen løsning. I projektperioden gennemgik markedet for mobiltelefoner en rivende udvikling væk fra standarder over til kameratelefoner med forskellige styresystemer. Det voldte en del kvaler, og forsinkede udviklingen.

Projektet løb ind i en juridisk barriere, da det viste sig, at det ikke var lovligt at formidle private billeder fra en virksomhed til mange brugere (broadcaste). Det blev dog løst ved at logge, hvem der havde lagt billederne ind på serveren, så den private afsender blev registreret som formel kilde.

Undervejs åbnede der sig flere lovende samarbejdsmuligheder: Blandt andet med turistavisen Nordenfjords og en virksomhed, Realmail, der trykker og distribuerer digitale, individuelle postkort. Der blev brugt mange kræfter på samarbejdet med trykkeriet bag turistavisen, men det løb alligevel ud i sandet.

Til gengæld lykkedes det at etablere et samarbejde med et islandsk datingfirma, Lanmat, som Sonofon havde opkøbt. Sammen med dem blev det muligt at organisere de profiler, som brugerne selv opgiver til systemet, og som er er nødvendige for at målrette information og reklame direkte til den enkelte bruger.

De oprindelige syv virksomheder bag projektselskabet, Mobital.net, havde modstridende interesser, så det blev nødvendigt at organisere virksomheden forfra i et nyt driftsselskab, da selve udviklingen var slut. Det nye selskab, Mobital Aps, varetager infrastrukturen bag portalen med cirka 330.000 brugere, så den står til rådighed for alle interesserede aktører både i og udenfor fyrtårnsprojektet.

 

Resultatet

Portalen og teknikken bag ved er udviklet som planlagt. Virksomheden bag står med et unikt produkt og skal til at udforske de mange muligheder for at skabe indhold og markedsføre det.

Systemet bevidste sin duelighed i et projekt i samarbejde med Realmail og Sonofon. Her sendte skisportsturister mere end 10.000 feriebilleder fra deres kameratelefoner til Mobitals server. Billederne blev formidlet videre til Realmail, der printede billederne ud som postkort og sendte dem af sted med almindelig post med frimærke på. Afsenderne betalte ti kroner for tjenesten via en overtakseret SMS.

Portalen formidlede mere end tre gigabyte mobilbeskeder i døgnet, da trafikken var på sit højeste. I februar 2004 havde belastningen stabiliseret sig med 400-500 megabyte i døgnet.

 

Fremtiden

Mobile Gatekeeper fortsætter i selskabet Mobital Aps med at udvikle og sælge mobilt kulturindhold.

Via Aalborg Turistkontor er der via EU-kontoret i Aalborg etableret et samarbejde, der skal føre projektet videre i EU-regi. Mobile Gatekeeper har teknologien, den europæiske turistbranche har indholdet og kanalerne til at markedsføre tjenesterne.

Der er også via Udenrigsministeriets bistandsvirksomhed, DANIDA, skabt kontakt til Bangladesh, hvor mobilt indhold kan blive en afgørende faktor, fordi der er sparsom infrastruktur til fastnettelefoni og internet.

 

Projektfakta
Titel: Mobile G@tekeeper
Tema: Kunst og Kultur
Kontaktperson: Peter Balling, peter@dce-data.dk, telefon 70 15 00 01
Modtaget tilskud fra DDN: 2.075.000 kr.
Organisation: Mobital.net A/S
Øvrige projektpartnere: Mindwork A/S, IT Akademiet A/S, DCE A/S, Grey Copenhagen, Conscius A/S, Aalborg Erhvervsråd, SAS Radisson Limfjord Hotel, Aalborg Zoo, Aalborg Turist Kontor
Projektperiode: april 2002 – december 2003
Hjemmeside: 195.245.72.172 – efter officiel indvielse skal siden ligge under www.nordenfjords.com

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Gå til toppenGå til toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter