Projektkonklusion
- Netbaseret selvevaluering som vejledningsform
Tjek selv dine læsefærdigheder på internettet
Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk
For mange voksne kan det være skamfuldt at erkende, at de har problemer med at læse og skrive. For nogle er det måske en kendt sag, men for andre bliver de daglige nederlag med arbejdssedlerne, brevene fra banken eller artiklerne i avisen langsomt til en snigende bevidsthed om, at der er noget galt.
Arbejde, fritid – ja, hele tilværelsen – kræver at man kan forstå og besvare en tekst på skrift.
Men internettet er en tålmodig, diskret og venlig forbundsfælle, der uden at gøre voksne kvinder eller mænd skamfulde eller skabe nederlagsstemning kan hjælpe til en større forståelse af vanskelighederne ved at læse og skrive. Ja, det kan måske endda ligefrem blive morsomt at spille sig til større viden om sine egne begrænsninger. Det er i hvert fald tanken bag hjemmesiden www.laesogskriv.nu, hvor alle helt anonymt kan surfe forbi og lege et par ordlege – og på den måde blive klogere på sig selv.
Sats på en stavemåde og træk i den enarmede tyveknægt for at se, om der dukker et bedre bogstav op – eller et bedre ord. Undervejs får du point ligesom i et rigtigt casino og spiller hele tiden mod dig selv. Kan jeg gøre det bedre næste gang?
Eller sæt punktummer i en sjov, gammel molbohistorie, eller øv dig i andre lege med ord. Eller find gådens løsning ved at klikke og læse dig rundt i en føljeton, som vi kender det fra ugebladene. Men vel at mærke ikke en almindelig lineær fortælling, som vi kender det fra bøgerne. Et eksperiment med hypertest-fortælling.
Formålet
Projektet skulle udvikle en hjemmeside, hvor voksne kan evaluere deres færdigheder i at læse, stave og skrive. Det var også hensigten at motivere en ny målgruppe til at bruge internettet aktivt og målrettet.
Tanken er, at testen skal lede frem til vejledning for læsesvage voksne, så de bliver motiveret til at reflektere over deres læsefærdigheder – og eventuelt vælger at forbedre dem.
Processen
Det blev billigere end planlagt. Det skyldes til dels, at samarbejdet med Microværkstedet i Odense ikke blev til noget.
I stedet blev de forskellige delprojekter udført af specialister på hver deres område, så den største opgave bestod i at koordinere de forskellige projekter.
De sparede penge blev i stedet brugt til at forlænge projektperioden med et år, hvor det oprindelige projekt blev videreudviklet. I det næste år blev også brugt til at undersøge, hvilken respons der var på læse-skrive-testen på internettet.
Undervejs blev hjemmesiden suppleret med en matematiktest, så navnet www.laesogskriv.nu var ikke længere dækkende. Derfor er portalen flyttet over på www.testdigselv.nu, ligesom domænet www.fvu-test.dk er købt for at sikre portalen et relevant tilhørsforhold i fremtiden.
Resultatet
I gennemsnit besøger mere end 2.000 personer hjemmesiden om måneden. Det ligger over det forventede på 1.000 til 1.500 personer om måneden. Cirka hver tredje besøgende gennemfører en test.
Samtidig viser statistikken, at det er målgruppen, der besøger testene. De forskellige – anonyme – testresultater svarer til det, man havde forventet af voksne med læse- og staveproblemer.
Hvis man skal tro den respons, der er kommet fra brugerne, føler de sig ikke ”stemplede” som læsesvage, når de bruger hjemmesiden. Snarere tværtimod. Hjemmesiden er på mange uddannelsessteder blevet et fast ikon på computernes ”skrivebord.”
Flere andre amter linker til hjemmesiden, ligesom Undervisningsministeriet en overgang også linkede til www.laesogskriv.nu.
Tidligere var det normen, at voksne med korte uddannelser skulle have et personligt møde med en vejleder. Nu er der opstået konstruktive diskussioner af, hvornår man kan bruge internettet som vejledning, og i hvilke tilfælde personlig vejledning eller brochurer er bedre.
Fra projektets begyndelse valgte man at se bort fra tosprogede flygtninge og indvandrere. Det var for uoverskueligt at nå den gruppe. Men det har vist sig, at mange voksne med dansk som det andet sprog har givet udtryk for glæde ved siden.
Fremtiden
Nordjyllands Amt har valgt at vedligeholde og videreudvikle hjemmesiden. Ansvaret er flyttet over til VUC Nordjylland, der holder den ajour sikrer, at den fortsat er offentlig for alle. Også uden for Nordjylland.
Det overvejes derfor også at udvikle egentlig e-learning for voksne med læse og skriveproblemer.
Undervisningsministeriet vil udvikle en del af testen i matematik.
Projektfakta
Titel: Netbaseret selvevaluering som vejledningsform
Tema: Kompetence og uddannelse
Kontaktperson: Udviklingschef Peter Müller, VUC Nordjylland, vuc.pam@nja.dk, 96 33 64 03
Modtaget tilskud fra DDN: 375.000 kr.
Organisation: Nordjyllands Amt, Ungdoms- og voksenuddannelserne
Øvrige projektpartnere: SID Nordjylland, SID Aalborg, KAD, AMU Nordjylland, VUC Nordjylland og Nordjyllands Amt Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen
Projektperiode: september 2001 – september 2003
Hjemmeside: www.laesogskriv.nu, www.testdigselv.nu, www.fvu-test.dk
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |